Indendørs

Et skrummel flytter ind

Et stort skrummel møbel

Et skrummel er flyttet ind. Det har altid stået i mit barndomshjem og før det, har det sandsynligvis stået i mine bedsteforældres hjem. De sidste år har det stået hos min bror, men derovre går de meget op i indretning og design, så der kunne det ikke bo mere. “Vil du have det?”, spurgte bror. “NEJ!” og så et par eder, svarede jeg. “Jo, det syns jeg vi skal ha'”, sagde Ole. “Damn!”, tænkte jeg. Han skal jo have lov at bestemme et eller andet engang imellem, og det er jo et flot møbel og godt håndværk. Det er bare så stort og så mørkt. Men nu bor det her.

et ordentligt skrummel af et møbel

Indretning er som disciplin ikke noget, jeg går ret meget op i. Det har der heller ikke været plads til i vores hjem. Der har altid været masser af mennesker, ting og sager og opvask. Først var det legetøj og kæledyr i en lind strøm gennem huset, senere blev det elektronisk udstyr, opladere, cd’er, tøj, bøger, aviser og brugte kaffekopper. Nu er tyndet lidt ud i bestanden, og mængden af ting og sager tilhører primært mig selv. Så kunne vi jo egentlig godt begynde at tegne en linje for interiøret. Vi er bare så forskellige. Jeg vil helst ha en munkecelle uden alt muligt hejs. Ole vil gerne have alt muligt (som fx et skrummel)

Har hørt, at afsyrede møbler ikke er in mere?

I hvert fald passer de ikke ret godt sammen med skrumlet, og jeg har været i gang med pensel og malerrulle. Jeg har fri i denne uge, og det giver SÅ meget energi til alt muligt – bl.a. at male gamle møbler. Men tålmodighed? Not much! Manden i malerbutikken vejledte mig til køb af grunder og maling og var egentlig meget overbevisende, da han sagde, at jeg formodentlig kun skulle male én gang efter grunder. Men nej.

Nymalet kommode

 

Nå, tænkte jeg. Det tager vel kun et par timer, før jeg kan give det anden gang og kiggede fortrøstningsfuldt på malerbøtten. 16 (seksten!) timers tørretid inden anden påsmøring. Arrrhhhmen for ind i H da også!

Tænker, at der er et kæmpestort innovationspotentiale i maling, der for det første indeholder grunder og for det andet dækker første gang. En all in one-løsning for hjemmemalere. Det bliver stort for den, der finder ud af det. Jeg skal i hvert fald nok købe rigeligt.

Tagged ,

2 kommentarer “Et skrummel flytter ind

  1. Det er nu egentlig ret pænt, skrummelet 🙂 Jeg (der faktisk går en del op i indretning, simpelt hen fordi jeg synes det er sjovt) har for nylig malet et vitrineskab med kalkmaling. Det var nemt! Og godt for en utålmodig sjæl, for det går lynhurtigt. Så det skal du måske prøve en anden gang …?
    Hilsner fra Nana

    1. hej Nana
      Ja, det skal jeg! Utålmodighed er egentlig også årsag til at det ikke blev sådan i denne omgang. Jeg havde ikke tålmodighed til at vente på at få det tilsendt fra en webshop. Tror ikke, jeg kan finde det i vores lokale butikker endnu. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *