drivhus, haveliv

Så er det såtid

et par af mine frøkasser

Fridag og dejligt vejr. Så beder jeg ikke om mere!

I dag skal jeg i gang med mine frøkasser. Der er lidt af hvert og lidt fra rundt omkring. Der er fx stokroser fra Niels Bugges kro, Jakobsstige fra Hjerl Hede, lidt udefinerbart fra Botanisk have, valmuer fra farmors have osv. Jeg har tænkt mig at så det hele, og jeg bliver helt sikkert glad for det, der kommer op.

Nogle af frøene har jeg bare samlet som frøstande. Det er ikke helt optimalt, for nu skal jeg stå og pille frø fra inden såning. Det må jeg lige huske at gøre bedre i år (måske). Efter et par timers intensiv såning og kaffesipning, er der ved at være læs på i driveren – og de kunne ikke alle sammen komme med på billedet.

Såbakker i drivhuset

De der planteskilte i pink og turkis, ikke? De kradser i mine øjne. Derfor har jeg investeret 90 kroner i 600 ispinde af birketræ. Det bliver godt. Og så kan jeg vist klare mig et par år eller 10

Honningurt

Jeg har også sået udenfor. Honningurt. Jeg er vild med honningurt og bruger ca. 1 kg frø om året. Hos Trifolium i Skive kan man få sådan et kilo frø for ca. 200 kr, og det en af årets allerbedste investeringer.

Jeg sår honningurt tidligt, så jorden ikke bare ligger og venter. Jeg sår honningurt på stykker, der af den ene eller anden grund bliver tomme i løbet af sæsonen, og jeg sår honningurt hvor som helst. Nogen vil måske mene, at det er lige lovlig tidligt at så dem i dag. Det tror jeg ikke. Det er en lille vaks fætter, den honningurt, og man kan byde den meget. Den spirer, hvis den bliver sået i sandkassen (tror jeg) og den spirer, når den bliver sået oven i en kokasse (ved jeg).

Den kan godt være lidt rød i kinderne, når den spirer i kulde eller ovenpå møgbunken, men det går hurtigt over. Et lille bitte frø danner i løbet af ingen tid en masse blødt og grønt biomasse, og ret hurtigt giver den sig også til at blomstre med smukke lyseblå blomster. Insekterne elsker den, og der er et summen og et regeren omkring honningurterne dagen lang.

Honningurt fra Pixabay

I dag har jeg sået honningurt i beddet, hvor der skal være buskbønner. Det havde jeg vældig held med sidste år, og det foregår nogenlunde sådan her: Tidligt på sæsonen sås beddet til med honningurt. Når vejret er blevet stabilt varmt, og buskbønnerne er klar, rydder jeg “baner” til dem. Resten af honningurten bliver stående lidt endnu og giver læ til de små planter. Senere på sæsonen lægger jeg alle honningurterne ned og bruger dem som dække mellem bønnerne. Det er en vinder.

5 kommentarer “Så er det såtid

  1. Tusen takk for tips med honningurt i bønnebed. Det skal jeg sannelig prøve.
    Jeg sådde honningurt i fjor etter tidligpotet, men det ble litt sent på sesongen til å få blomster.
    Hvor lang utviklingstid har honningurten?

  2. Velbekomme Benni! Sen såning giver som regel ikke blomstring, men her om foråret går der ikke lang tid fra såning til blomstring. Hvor længe? Det kan jeg ikke huske – 5-6 uger, måske lidt længere 🙂

  3. Takk for snarlig svar.
    Jeg gikk rett ut i hagen etter å ha lest ditt innlegg og sådde bedet jeg skal ha bønner i. Jeg hadde en pose med honningurt fra i fjor.
    Håper det blir velykket.

    1. Uhh – så håber jeg sørme også, at det blir vellykket! Ellers er det jo lidt min skyld 🙂
      Med håb om gode bønner!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *