Jeg klager ikke!

ærenpris

over det dejligste vejr i 100 år. At kunne gå ud i morgensol og en duft af syren og hvidtjørn er det bedste, der findes. Alt vokser og gror, i hvert fald hvis det får lidt vand i ny og næ. Jeg bliver et udpræget bedre menneske, når solen skinner, og det er varmt.

Jeg kan høre, at mange går og sukker efter regn. Kommer regnen ikke snart? Bare vi kunne få noget regn!, osv. Lad være med det. Når det først begynder at regne, er jeg bange for, at det ikke stopper igen – ligesom sidste år. Lad os glæde os over sol og varme, så længe som muligt.

køkkenhaven

Jeg bruger – eller får – en masse kræfter af at slæbe rundt med den lange vandslange. Om dagen er det mest panik-vandinger, men ellers er det en konstant vekslen mellem kreaturer, tomater og agurker, småplanter, kål, stauder, jordbær, de andre sager og forfra. Der er i hvert ingen, der skal sige, at jorden her på Norddjursland er tung og vandlidende.

Tørresnore og andre glæder

Men det er knageme også et godt vejr til at tørre vasketøj og krydderier i. Her er ingen behov for tørretumblere og dehydratorer. Jeg har fikset mig en lille tørresnor i brændeskuret, hvor diverse urter bliver hængt til tørre efterhånden som de er klar.

tørrede krydderurter

En udpræget glæde ved varmen og det tørre vejr er, at græsset ikke behøver at blive slået ret tit. Det er et kedeligt job, og så larmer det helt vanvittigt. I stedet skal jeg i dag have flyttet en ordentlig stak gammelt møg, så der bliver plads til en rigtig komposteringsplads. Det skal nok blive varmt, og det kan nok også komme til at larme lidt, når jeg pruster og stønner …

Jeg må hellere i gang!

lupiner i køkkenhaven

 

Skriv et svar