Jeg er en rendegraver

Selleri

Forleden havde vi mange gæster, og derfor er det første lille stykke med tidlige kartofler nu helt tømt. Jorden her hos os er meget tynd, og den skal ydes bistand flere gange om året. Det er så her, jeg kommer ind som rendegraver.

Det er bare det bedste havearbejde, jeg kan komme til. Efter et par indedage og ikke alt for meget fysisk rørelse er der bare ikke noget bedre end at komme ud og grave møgrender et eller andet sted i haven. Og her var der lige plads til to af slagsen.

Jordforbedring

Renderne bliver fyldt op med delvist kompostet møg fra møddingen og dækket igen.
Det er f o r b l ø f f e n d e, hvor hurtigt det bliver omsat, når det udsættes for orm, bakterier og andre nedbryderorganismer. Det har nok noget at gøre med, at overfladen, hvor møget kan angribes, øges væsentligt, når det bliver gravet ned på denne måde.

Jordforbedring

Der går selvfølgelig noget kvælstof til i omsætningen her og nu, men det er som sagt kortvarigt. Hvis jeg synes, afgrøderne ser ud at trænge, får de tilført kompost ovenpå også. Så er den potte ude.

Stykket her bliver sat til i dag med en blanding af valske bønner og portulak, så det skal nok gå alt sammen.

Alle kan jo lide møg

Mistbænkene er også fulde af møg. Det gør jeg om foråret, hvor de bliver gravet ud og fyldt godt op med komposteret møg. Tidligt om foråret bruger jeg mistbænkene til forspiring af kål, og bagefter nyder knold- og bladselleri godt af den madpakke, jeg har gravet ned.

Selv om vækstsæsonen er lang endnu, kan jeg godt hente en stilk bladselleri en gang i mellem. De er så gode lige nu, bløde og fulde af smag og helt uden den træ-agtige stivhed, som ældre bladsellerier kan få.

bladselleri

One Reply to “Jeg er en rendegraver”

  1. […] skal hele baduljen rendegraves og fyldes op med hestemøg – og så skal der plantes! Der er pænt langt til prydhave her. […]

Skriv et svar