Goddag igen!

Forår i anarkistens have

En forholdsvis kort og menneskelig vinter er til ende. Det er påske og forår, og alt er godt!

Jeg huserer lidt rundt omkring, men det er stadig tidligt for mange ting. Drivhuset er ved at være fyldt med spirende vækster af alle slags – lige fra ærter og gulerødder til en masse sommerblomster. Kålene er snart vokset ud af reden, og nogle af dem flyttede hjemmefra her i påsken. De ser ud som om de holder af udelivet.

Men ellers kan det hurtigt blive en rodet affære i sådan et forårsdrivhus…

Gulerødder

Jeg gider ikke tynde gulerødder. Det er træls, og det tiltrækker de forbistrede gulerodsfluer. I år griber jeg det anderledes an. Frøene er sået i små avispapirpotter, og så kan jeg stå op og tynde ud ved mit bord i drivhuset. De første blev sat i det fri forleden og det er supernemt både at styre det, og at dække dem godt til med jord, så fluerne (måske) ikke finder dem. Jeg har også vintergulerødder og rødbeder i gang efter samme metode. Nu ser vi, om det går til held.

gulerødder sået i avispapir-potter

Tomater

Så for den! Shame on me!
Mine tomater har stået i drivhuset i en uge. De er glade og tilfredse og kan holde varmen. Jeg ved godt, at det ikke har været mors dag endnu, men det er ikke noget, jeg går op i. Agurkerne bliver indendøre længe endnu, men jeg er næsten helt sikker på, at det ikke varer helt til Grundlovsdag, før de kommer ud.

Tomater i drivhuset FØR Mors dag!

Forhaven

I efteråret besluttede jeg at gøre kål på en kedelig forhave. Den er stadig kedelig. Men på vej. Hvis jeg nu var sådan lidt Claus Dalby-ish, havde jeg nok fyldt den til sidste mm med blomstrende gevækster og rullegræs. Men det største mod er tålmod, så jeg venter. Og planter nok lidt i hist og her. I hvert fald har jeg sået den græsgang, som jeg skal ligge og klippe til med neglesaksen hele sommeren. Den mangler bare lidt nedbør, så kommer den som skudt ud af en raket, er jeg sikker på.

PS: Jeg har et lygte-gespenst til afhentning. For ca. 15 år siden forsøgte jeg at grave den op og tampede og sled i det ledningsværk, der sidder under den. Lige indtil der var en, der tændte den! Det vidste jeg slet ikke, at man ku! Kontakten sidder helt mystisk og væk-gemt, og det var da egentlig et under, at jeg ikke fik et ordentligt rap. Men jeg lukkede hullet igen, og lygten står der stadig (og kan lyse!). Nu bliver den plantet til med en slyngplante, og så kan den lære det.

Hverdag

I morgen er det hverdag igen. Jeg skal tidligt op og flytte plantekasser fra A til B, inden jeg skal på job. Jeg håber dælme, at nattetemperaturen bliver over frysepunktet og er lun og god kl. lidt over 7.

Det skal nok gå, som man siger

Spirekasser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen